De tyske flygtninge

Flygtninge, medier, debat, krise:

Er der et menneske bag tyskeren? I forløbet ”De tyske flygtninge” skal eleverne arbejde kildekritisk med perioden umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor flere end 250.000 tyske flygtninge blev placeret i flygtningelejre i Danmark.  Med hjælp fra artikler fra perioden skal eleverne undersøge og debattere datidens holdninger til, hvordan de tyske flygtninge egentlig skulle behandles. Skulle de have det bedre end den fattige dansker og skulle man overhovedet hjælpe en gammel fjende? Forløbet tager udgangspunkt i den retorik aviser og debattører lagde for dagen i den heftige debat omkring forholdene i de tyske flygtningelejre i Danmark, og trækker paralleller til nutidens flygtningedebat.

7.-9. klasse

Forløbet understøtter i Fælles Mål blandt andet:

Historie/historiebrug og kildearbejde: Eleven kan målrettet læse historiske kilder og sprogligt nuanceret udtrykke sig mundtligt og skriftligt om historiske problemstillinger. Eleven kan redegøre for brug af fortiden i argumentation og handling.

Samfundsfag: eleven kan tage stilling til og handle i forhold til sociale og kulturelle sammenhænge og problemstillinger.

Varighed: 90 minutter